Ja, du læste rigtigt.Spørgsmålet er hvem og ikke hvad der er målet med din træning.
Vi skal bevæge os sammen, for i fællesskabet findes motivationen og fastholdelsen – og med øget social kapital øges sammenhængskraften for os selv såvel som for samfundet.
Målsætning er afgørende for vores motivation, og afslører at vi som mennesker er kreative, stræbsomme og nysgerrige. Men ingen af disse egenskaber har værdi uden de forbindelser vi har til andre mennesker. Som mennesker er vi noget i kraft af andre mennesker, som anerkender og bekræfter vores unikke værd – vi behøver ganske enkelt andre mennesker for at opdage og udleve hvem vi er. Det farligste for et menneske er at blive usynligt for andre. Ensomhed ser ud til at udgøre en væsentlig risikofaktor for sygdom og tidlig død, ifølge større undersøgelser af befolkningens sundhed. Både den subjektive følelse af ensomhed og reelt begrænset samvær med andre mennesker er koblet til overhyppighed af hjertekarsygdom, lungesygdom og overvægt, og en medvirkende faktor til udvikling af depression, stress og angst.
Fordi vores relationer til andre mennesker er så vigtige for vores trivsel, føler mange sig mere forpligtet over for andre, end over for sig selv. Mens man hurtigt kan blive enig med sig selv om at droppe den planlagte eftermiddagstræning, så er man mindre tilbøjelig til at være den der ikke dukker op til den aftalte mødetid med træningsmakkeren. De mål og aftaler for fysisk aktivitet og træning vi deler med andre, er derfor mere holdbare. Og med tiden vil udsigten til socialt samvær – og dermed pleje af ens sociale relationer – kunne udgøre selve målet for ens træning, og for mange være motivation nok i sig selv. Hvis flere mennesker skal blive og vedblive med at være motionsaktive, kan det derfor være en god ide i højere grad at integrere tilbud om træning i sociale netværk og/eller koble træning til eksisterende interessefællesskaber, fx. boligforeninger, madklubber og læsegrupper.
Vi ved fra forskning at ældre mennesker som har adgang til social støtte, er mere fysisk aktive end deres jævnaldrende uden samme støttemulighed. Støtte fra familiemedlemmer ser ud til at være særlig betydningsfuld for ældre menneskers aktivitetsniveau, men også venskaber, foreningsdeltagelse og samvær med naboer er forbundet med øget fysisk aktivitet.
Den værdi som skabes mellem mennesker, og som er bundet op på udveksling af støtte, tillid og anerkendelse, kalder vi social kapital. Og det fine ved social kapital er at jo mere der forbruges af formuen, jo mere forhøjes investeringen. Social kapital er dog ikke uden bagside. Hvis menneskelige bånd kan få dig op af sofaen, kan menneskelige bånd også ’tvinge’ dig til at blive siddende, og især netværk og relationer som ikke bygger bro til andre netværk, og dermed er lukkede for nye input udefra (fx nye medlemmer), kan være begrænsende for vores sundhed.
Det særligt fine ved at investere i social kapital gennem træning er at træning er en aktivitet der, helt bogstaveligt, bevæger os sammen – fysisk og mentalt. Når vi bevæger os sammen, udretter vi noget sammen som forpligter os over for hinanden, og skaber den sammenhængskraft som hele vores (demokratiske) samfund bygger på. Populært sagt er motivation noget vi giver til hinanden, og vejen til fastholdelse af træning går gennem andre. Så når du besvarer spørgsmålet ”hvem er målet for min træning”, kan du med fordel medtænke spørgsmålet ”hvem kan jeg tilbyde mig som mål for?”. Derigennem ved du at ikke bare har du forøget din egen sundhed, men tilmed bidraget med et betydningsfuldt indskud på hele samfundets leve- og bæredygtighedskonto.
Af Julie Midtgaard, Seniorforsker, Psykolog, PhD, Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning, Rigshospitalet
