Hvorfor behandler din fysioterapeut din nakke, når du har fortalt, at det er skulderen, det gør ondt i?
I de fleste tilfælde vil smerter i skulderen normalt opstå som følge af en skade eller irritationstilstand i skulderen. Det kan være strukturer i din skulder, som f.eks. en betændt slimsæk eller en overrivning af en sene, der giver dig disse smerter ned i skulderen eller ud i armen.
Men det er ikke altid skulderen, der er årsag til dine smerter i skulderen eller den irriterende fornemmelse, som du har ned i armen. Sommetider kan du opleve smerter i f.eks. skulderen, hvor smerterne stammer fra et helt andet sted i kroppen. Det er derfor, fysioterapeuten til tider behandler eksempelvis din nakke, selvom det nu er skulderen, som gør ondt.
Smerten, du oplever, kaldes for refereret smerte. En refereret smerte er en smerte, som opfattes et andet sted end der, hvor smerten stammer fra.
I litteraturen findes der mange forskellige udtryk for begrebet refererede smerter. De refererede smerter kaldes også meddelte smerter, overførte smerter, udstrålende smerter, forskudte smerter - og jeg kunne blive ved. Overordnet set er de alle et udtryk for, at smerterne stammer fra et andet sted, end hvor smerten opleves.
Der findes 3 former for refererede smerter afhængigt af, hvor årsagen til smerten kommer fra.
1. Refererede smerter fra den dybtliggende muskulatur, led eller brusk (somatiske refererede smerter).
Du kan opleve refererede smerter fra alle dine muskler, led eller brusk i kroppen. Du vil opleve denne refererede smerte som en dyb, murrende smerte. Du vil have svært ved at afgrænse området, hvis det for eksempel er i armen, du har ondt. Huden i området kan virke yderst sensitiv overfor berøring. Et eksempel kunne være refererede smerter fra den muskel, som ligger bag vores skulderblad. Denne muskel hjælper os til at stabilisere og dreje skulderen og kan udløse smerter, som stråler ud i skulderen og langt ned i armen.
2. Refererede smerter fra de indre organer (viscerale refererede smerter)
Du kan opleve refererede smerter fra alle de indre organer. Et eksempel på refererede smerter fra hjertet kan skyldes en blodprop i hjertet. Her vil du kunne mærke trykkende og strammende fornemmelse i brystet, og eventuelt udstrålende smerter ud til venstre skulder, arm og hals. Til tider kan smerterne også udstråle til regionen mellem skulderbladene og maven.
3. Refererede smerter fra en afklemt nerverod (projiceret smerte)
Du kan opleve refererede smerter fra alle dine nervebaner i kroppen. Du vil opleve den refererede smerte, som en tynd streg ikke mere end 2-3 cm bred. Du vil kunne mærke nerven i hele dets forløb. I modsætning til refererede smerter fra muskulaturen vil du her ikke være i tvivl om, hvor nerven forløber.
Et eksempel kunne være en afklemning af en nerve i nedre ryg, hvor den refererede smerte bevæger sig ned i benet.
Smerter er et komplekst begreb. Der findes mange former for smerter, og det kan derfor være svært at beskrive de smerter, netop du oplever. Vi, som fysioterapeuter, spørger ofte ind til, hvordan smerterne opleves, hvor og hvor ofte du oplever dem. Dette gør vi for at få en bedre forståelse af, hvilken form for smerter du oplever, og hvor smerterne kommer fra.
På denne måde kan vi, i samarbejde med dig, finde frem til årsagen til smerterne og komme godt i gang med vort fælles behandlingsforløb.
Bodil Rømer