OL - rekorder med hjælp fra fysioterapien

 

 

 

 

Udviklingen inden for træning, behandling og restitution gør at der til stadighed bliver sat olympiske rekorder. Det er (delvist) fysioterapeutens – og den forebyggende indsats – fortjeneste.
Det er ikke kun løbeskoene og pagajen der er blevet bedre siden sidst, når de bedste atleter stiller op ved et nyt OL.

Udviklingen forbedrer faktisk også atleternes fysik, så kroppene er en smule bedre trimmede ved hvert OL – også selv om den menneskelige fysik som udgangspunkt er præcis den samme som ved de første moderne lege i Athen i 1896. Atleternes kroppe er de samme som altid, men måden de bliver behandlet på før, under og efter de store konkurrencer, ændrer sig løbende. Og der er stadig masser af parametre man kan skrue på.

Michael Ries Dünweber er en af dem ‘der skruer’ i det daglige. Han er sportsfysioterapeut og ansat som ekspert i Team Danmarks sportsmedicinske team, hvor han er hovedansvarlig for de danske badminton-spillere.

– Jeg rejser rundt i verden med atleterne. Til EM, VM, OL. De allerstørste turneringer. Men vi har også det lange seje træk, for det er os der passer atleterne i hverdagen, fortæller Michael Ries Dünweber.

Små ting gør os bedre og bedre
Team Danmark holder til i Idrættens Hus i Brøndby, hvor blandt andet også de bedste badmintonspillere træner til daglig. Det er meget praktisk, for så er der rig lejlighed til at holde snor i Viktor Axelsen og de øvrige elite-spillere. Og mens almindelige motionister som regel først søger hjælp hos fysioterapeuten når skaden ER sket, så bliver små problemer hos elite-atleterne taget før de bliver store.

– Fordelen her er atleten har mulighed for at komme hver eneste dag. For eksempel kan Viktor Axelsen altid få fat i mig. Selv når det bare er småting, så får vi adresseret det og taget problemet i opløbet, fortæller Michael Ries Dünweber.

Den forebyggende tilgang er en af årsagerne til at der stadig kan sættes olympiske rekorder – fordi den er med til at få det optimale ud af atleternes fysik.
En optimering som tilsyneladende bliver ved og ved.

Peter Møller Christensen, sportsfysiolog hos Team Danmark, er sikker på at vi ikke har set den sidste olympiske rekord endnu.

– Når man kigger på historiske rekorder, så kan man ganske vist se at vi er på den flade del af kurven, men der bliver stadig slået rekorder, siger han.

Og det er altså ikke kun fordi atleterne får bedre sko at løbe i. Det er også fordi atleterne selv bliver bedre.

– Vores arvemasse har mig bekendt ikke ændret sig meget på 100 år, så de unikke talenter har altid været der, siger Peter Møller Christensen, som alligevel tror at atleterne kan blive endnu bedre. Også selv om den enkelte atlet har helt samme fysiske og fysiologiske udgangspunkt som for eksempel danske Viggo Jensen, der vandt guld i vægtløftning ved de første lege i Athen i 1896, eller ‘Lille henrivende Inge’, der svømmede sig til bronze i Berlin ‘36.

Det handler nemlig ikke om atleternes fysiske udgangspunkt, men om alle de små ting man kan skrue på i sekunderne, minutterne, dagene, ja selv i årene der går før startskuddet lyder.

– Jeg tror stadig på at vi sammen med trænere og atleter kan blive bedre til at forstå hvordan vi bedst sammensætter træning, alt efter atletens niveau, baggrund og arbejdskrav. Det er bunden af isbjerget. Men andre forhold end træning optimeres der også løbende på. Vi bliver for eksempel bedre til at varme op, til at holde folk varme og til at køle dem ned før eller efter aktivitet hvis det nødvendigt: Alle de her ting der ligger rundt om præstationen bliver vi bedre til, siger Peter Møller Christensen.

– Hvordan spiser man, hvordan sover man i forhold til at få mest udbytte af træning. Alle de her ting som for ikke-eliteatleter er af mindre betydning end mere eller bedre træning. Men når man i forvejen er på et olympisk niveau, kan de være med til at flytte de her små promiller som det kræves for at vinde, siger han.

De vigtige tjek
Michael Ries Dünweber lever af at flytte små promiller. Både når de store turneringer ER i gang og atleterne bliver skadede, slidte, trætte og skal behandles både før under og efter kampene, og når han via sit daglige arbejde tager imod atleterne hos Team Danmark i Brøndby.

Også – eller måske især – når det kun gælder rutinetjek, hvor der ikke på forhånd er noget galt.

– Når Viktor Axelsen kommer ind, så er det vigtigt at jeg ikke kigger mig blind på at han bare skal ind og have standardpakken, selv om jeg kender ham ud og ind. Jeg er nødt til at undersøge ham ordentligt. Jeg går hans hofter, knæ, fødder, ankler og så videre efter.

– Du kan godt have ondt i knæet, men det kan måske være fordi du har en ankelskade i den modsatte side, som gør at du har aflastet med højre ben. På den måde er det vigtigt at gennemgå hele kroppen i forhold til at alle led har fri og fuld bevægelse, at der ikke er nogen restriktioner. Kigger jeg kun på knæet og glemmer at kigge nord og syd for problemet, så misser jeg noget af det der er med til at forstærke eller vedligeholde problemstillingen, forklarer han.

Teamwork og balance
En af de ting der ofte er med til at gøre en atlet til en af verdens bedste, er viljen til at træne meget. Men man kan også træne FOR meget, og her er det vigtigt at der er god kommunikation mellem atletens forskellige trænere: Hvis både fysioterapeuten, den tekniske træner og den fysiske træner ordinerer træningsøvelser, så er der pludselig risiko for at atleten bliver overbelastet.

Derfor handler en vigtig del af Michael Ries Dünwebers arbejde om at sidde med ved skrivebordet når atleternes træning skal tilrettelægges.

– Mængden af belastning er afgørende. Vi har et område vi kalder ‘load monitoring’, hvor vi holder øje med atleternes samlede belastning. Det er derfor det er vigtig med en klar kommunikation imellem det team der er omkring atleterne, siger han.

Dagligdagen under OL
Når det går løs ved OL i Tokyo, er Michael Ries Dünweber, som hovedansvarlig for badminton-atleterne, en vigtig del af teamet, og han kan se frem til lange arbejdsdage. Også her er der som regel tale om rutinearbejde for fysioterapeuten.

– Hver dag har vi typisk en session hvor spillerne bliver gået igennem: Alle led fra top til tå, så alt kan bevæge sig frit. Og så adresser jeg de små problemer der måtte være – fra gamle ledbåndsskader til vabler på fødderne. Det kan være manipulationer og manuelle behandlingsteknikker, hvor vi sørger for at kroppen er klar, siger han.

– Så har vi typisk en træning i hallen, hvor jeg også er med. Taper op, hvis det er nødvendigt. Fikser det hvis der er en låsning i ryggen eller en der vrider om. Efter træning sørger vi for drikke og måltider, og så er det retur til OL-byen, hvor vi har sat en idrætsklinik op, og alle spillerne har deres tider, hvor de får behandling, siger han.

Det er stadig rutinearbejde, men… hvis uheldet for alvor er ude under en kamp, så kan Michael Ries Dünweber godt risikere at skulle på arbejde på sidelinjen i rampelyset i en badmintonhal foran tusindvis af tilskuere. Det har han prøvet før, og det tager han stille og roligt.

– Ja, så er der stress og pres på, for jeg vil jo lige så gerne vinde de kampe som spillerne vil. Og jeg ved at det jeg laver, skal være lige så meget verdensklasse som det spillerne laver. Men jeg hviler godt i mig selv, og jeg er overhovedet ikke nervøs. Jeg ved at jeg kan mine ting, siger han.

En fælles sejr
Uanset hvordan det ender ved OL i Tokyo, og ved de andre store stævner, så ender Michael Ries Dünweber og Peter Møller Christensen ikke med en medalje om halsen. Alligevel føler de det også som en personlig sejr når det hele går præcis som det skal.

– Ja, det er helt fantastisk at se hele den rejse de er på, fra de kommer ind på elitecenteret i Brøndby som store talenter: At se den udvikling med deres fysik og kroppe, at se de bliver mere ‘rigtige’ atleter, siger Michael Ries Dünweber og fortsætter:

– Og når det så ender med at bonge ud som resultater – når de får medaljer om halsen. Så kan jeg både få tårer i øjnene og blive SÅ glad og høj på deres vegne. Jeg kan ikke svømme som Jeanette, og jeg er ikke i nærheden af at spille badminton som Viktor… men jeg gør det som jeg kan på højeste niveau, og jeg er del af projektet, siger han.

– Det er atleterne der leverer alt arbejdet, og vi er bare personalet, der skal være eksperter på hver vores område, og som de skal have omkring sig for at lykkes, siger han.

 

Tekst: Jakob Melgaard, journalist
Foto: TeamDanmark


Læs også: