Hun er i dag 57 år og har fuld gang i karrieren – uden at lade sig stoppe af to kunstige hofter.– Jeg er nok den røvkedelige type der siger ja til lidt af det hele. Jeg spiser mad som jeg kan lide, askese er slet ikke mig. I perioder går der for mange glas vin eller for meget sukker i den, og så holder jeg igen. Ellers er min opskrift at røre mig, komme ud i naturen og at sove godt om natten.
Lene Johansen er 57 år og blev som 31-årig landskendt som vært på blandt andet TV-avisen og Deadline. I 2010 forlod hun DR for at arbejde som selvstændig. Hun skriver bøger og er tilrettelægger og vært på tv, radio og konferencer. Hun er glad for sit job.
– I perioder arbejder jeg dog voldsomt meget, og derfor øver jeg mig i bevidst at sætte tempoet ned i andre perioder. Jeg fatter ikke den måde arbejdsmarkedet er skruet sammen på i dag. Nogle knokler sig til døde, og andre skubbes ud. Jeg er så heldig at have frihed til at sige ja og nej til opgaver.
Uopdaget hoftelidelseHistorien om de kunstige hofter startede da Lene Johansen var 29 år og fik sin søn. Hun begyndte at få smerter i hoften, og troede de kom af en ’forkert bevægelse’ hun havde lavet til den rytmik hun var startet til sammen med den lille dreng.
– Det gjorde satans ondt i lysken, og nev mere og mere, til sidst humpede jeg rundt. Lægen sendte mig til røntgen, og de blev ved at tage billederne om, for de kunne ikke forstå det de så. Jeg måtte have tøjet af og på tre gange.
Billederne afslørede dobbeltsidig hofteledsdysplasi. En medfødt deformitet i hofteskålen, som normalt giver smerter og problemer tidligt i livet, men Lene Johansen havde ingen symptomer haft.
– Ingen havde før gættet at der var noget galt. Det sjove er at min mor er fysioterapeut, og det var hende der reagerede da jeg begyndte at humpe. Men jeg var forholdsvis veltrænet som barn og red meget, og det har nok holdt hofterne på plads. Under graviditeten begyndte de så at skride.
Høje hæle og nye hofterNu startede et længere udredningsforløb. Hofterne var ramt af slidgigt, og Lene Johansen ville få brug for to nye hofteled. Hun ville dog gerne vente til hendes søn var ældre, så hun ikke blev forhindret i at løfte og bære ham i månederne efter operationen.
– Dengang sagde man at kunstige hofter holdt i 15 år og kun kunne skiftes tre gange, så lægerne regnede på hvornår det gav mening at give mig det første nye par. Med til historien hører at min ’uniform’ som vært var høje hæle og stram pencil-nederdel. Jeg havde svært ved at se mig selv som en der skulle have nye hofter.
Lene Johansen klarede sig på gigtmedicin og trak det ud i mange år. I 1999 var hun sammen med Reimer Bo Christensen vært på fredagsprogrammet Absolut Fredag.
– Vi var nødt til at skifte kamera når jeg skulle rejse mig, fordi det gjorde ondt og tog så lang tid. På det tidspunkt virkede medicinen ikke rigtigt længere, og det var rart omsider at træffe beslutningen. Jeg havde på Rigshospitalet mødt en fantastisk læge, der overbeviste mig om at det gav mening at blive opereret nu.
En skøn fysioterapeutLægen opererede hende ad to omgange. Først den venstre hofte i 2001, og så den højre i 2002. Det gik godt med den første, bortset fra at benet blev næsten to centimeters længere end det andet.
– Med den højre gik det ikke så godt, den gik af led kort efter operationen og måtte opereres om. Den er efterfølgende opereret en tredje gang. Det er sjovt, for den venstre var den dårligste, og den har der ingen problemer været med, siger Lene Johansen, der i dag har to lige lange ben.
Hun fortæller også om oplevelser med et system der undervejs blev mindre overbevisende.
– Da jeg vågnede efter de første operationer, stod der en skøn fysioterapeut og fik mig i gang med det samme, og jeg blev trænet intensivt inden jeg blev sendt hjem. Men da min højre hofte blev opereret sidste gang i 2012, blev jeg sendt hurtigt hjem til et halvhjertet tilbud i kommunen.
Der var rigtigt mange på genoptræningsholdet, deriblandt mange der var meget gamle og syge eller sad i rullestol. Det gjorde det svært for Lene Johansen at finde kampgejsten.
– Respekt for at lægerne bliver dygtigere og operationerne mere og mere effektive. Det nytter bare ikke hvis vi ikke følger op med grundig genoptræning. Det er let at få piller i vores land, men svært at få hjælp til at få kræfterne tilbage. Det hænger ikke sammen, fastslår Lene Johansen, der samtidig udtrykker dyb anerkendelse for de mange offentligt ansatte der knokler for at få sundhedssystemet til at virke.
Overgangsalderen en øjenåbnerLige nu vikarierer Lene Johansen som vært på P1-programmet Mennesker og medier. Samtidig forbereder hun en konference om ekstrem overvægt og har lige været i Paris for at interviewe den japanske arkitekt Kengu Kuma, der står bag det planlagte nye HC Andersens Hus i Odense.
– Fordi jeg ofte har så meget i gang, har jeg hverken mail, nyhedsopdateringer eller Facebook på min telefon. Det er vigtigt at spare sig selv og ikke hele tiden være på hele vejen rundt.
Lene Johansen holder også foredrag – om journalistik og medier, men især om kvinder. Kvinder der tør sætte livet på spil, kvinder der mister deres mor, og kvinder der bliver smukkere og mere spændende med alderen.
– Jeg hører til dem der synes at ældre kvinder kan være ret flotte. Selvfølgelig gider jeg ikke at få hængeøjne og hængekrop, men det følger nu engang med, og det levede liv er efter min mening mere interessant end det liv der endnu ikke er levet. Det skal vi være bedre til at påskønne, mener hun.
Overgangsalderen var for Lene Johansen en øjenåbner. Hun er glad for det større fokus der i dag er på denne vigtige del fase i kvindelivet, selv om den har sine udfordringer.
– Jeg kan ikke længere drikke vin eller ryge smøger som før. Min krop vil ikke være med til at arbejde eller feste løs. Men det er faktisk fint at blive forhindret i at køre stærkt og måske ende med at måtte stoppe brat. Og trods alt bøvlet synes jeg at overgangsalderen åbner for en ny sårbarhed og eftertænksomhed, som gør livet mere interessant.
Magasinet krop+fysik kan hentes på klinikken.
