Nye indlæg

Kategorier

Axeltorv Fysioterapi i Helsingør
 
 
Her er Sidste Nyt med inspiration 
fra
Axeltorv Fysioterapi
 
 
 
 
 
.

Gå-motion er go’ motion

16-02-2018 12:14

Hvis vejret gør det svært eller umuligt at løbe eller cykle, kan man heldigvis altid GÅ! Og dét kan bestemt også være god træning!
I denne artikel kan du læse, hvordan du kan bruge gåture som motion.
Og har du brug for at supplere med noget indendørs motion, så ta’ et kig på vores holdtræningsprogram.
Der er noget for enhver smag og ethvert behov.



Gå motion Axeltorv FysioterapiOm vinteren er der dage hvor det er svært eller umuligt at gennemføre sine løbe- eller cykelture uden risiko for lemmer og helbred.
Heldigvis kan man altid gå!
Og uanset vejr og føre vil man få en masse gode effekter af en rask spadseretur – alene eller i selskab med andre.
Motion er sundt og dejligt. Ikke mindst når den kan dyrkes udendørs. Men om vinteren kan det være nærmest umuligt at cykle eller løbe. Man kan i stedet vælge fitnesscentret, løbebåndet, kondicyklen eller andre indendørs motionsformer. Men man behøver faktisk ikke undvære udetræningen helt.
Gåture er nemlig god motion på mange parametre, og med små fif kan det også være effektiv træning.

Gå dig sund – det opnår du:

Mindre risiko for alvorlig sygdom.
Gang træner stofskifte-konditionen (der gør blodsukkeret stabilt), modvirker at kolesterol ophober sig i blodet, og holder blodtrykket på plads. Regelmæssige gåture forebygger dermed bl.a. type 2-diabetes, blodprop, demens mv. Eksempelvis har dansk forskning, der fulgte næsten 600 personer gennem fem år, vist at gang mærkbart nedsætter risikoen for type 2-sukkersyge.
Går en kvinde mindst en time om dagen, falder brystkræftrisikoen med 15 % (iflg. et studie fra Harvard University, som fulgte 95.000 kvinder gennem 20 år). Det samme gælder formentlig for visse andre kræftformer.

Et længere liv

Blot 20 minutters rask gang hver dag reducerer risikoen for tidlig død med 16-30 pct., har en stor britisk undersøgelse vist. Længere – og mere intensiv – aktivitet øger sundhedsfordelene endnu mere.
Du kan gå dig slank
Du flerdobler din energiforbrænding når du går frem for at sidde. Hvis du går 6 km/t, forbrænder du 4 gange så meget energi som på sofaen. Vejer du fx 70 kilo, og undlader du at spise mere end ellers, vil du tabe dig 2 kilo på en måned hvis du går fem km ekstra hver dag.

Din hjerne bliver skarpere

Regelmæssige raske gåture skaber biokemiske reaktioner i hjernen som forbedrer din opmærksomhed, koncentration og hukommelse, og modvirker stress og depression, viser studier.
Fx viste et studie af 2.800 kvinder at regelmæssig gang markant sænkede faren for hukommelsesbesvær og demens, ligesom et andet studie har vist at specielt ældre mennesker får en bedre korttidshukommelse hvis de går en tur hver dag frem for at blive hjemme.

Du kommer i bedre humør og bekæmper stress

Gang får dig i bedre humør og modvirker depression. Dansk forskning viser at bare en halv times gåtur tre gange om ugen øger din begejstring og evne til at slappe af, og nedsætter følelsen af nervøsitet og stress betydeligt.
Når man går udendørs, kan lyset desuden virke antidepressivt, og solen giver D-vitamin, der hos nogle kan have en antidepressiv effekt. Dagslyset har også god indflydelse på søvnen, som igen har betydning for humøret.

Godt for knogler og led

Rask gang belaster knoglerne i ben og ryg “på den gode måde”, og bruskceller i leddene stimuleres til at vedligeholde ledbrusken og derved forebygge slidgigt (artrose).

Af: Marianne Nørup, journalist
Kilder: Jerk Langer på dvl.dk, Bente Klarlund på pol.dk, cam.ac.uk m.fl.

Har du lyst til at læse mere så kig her på krop+fysik

Kategori: Inspiration
Bevægelse i kroppen, holder dig på toppen.
Axeltorv Fysioterapi * Bjergegade 22 C * 3000 Helsingør * Tlf. 49 21 80 22